Nyheder

Fig2_Mand_med_hornet_hjelm_Marie_Posselt_Museum_Thy_(2).jpg

Kallerupfundet på Top 10

19-12-2019

 

Slots- og Kulturstyrelsens liste over årets mest spektakulære arkæologiske fund er offentliggjort, og det kommer formentligt ikke som en overraskelse for Jer, at Kallerupfundet er kommet med på listen over årets mest opsigtsvækkende fund. Listen udarbejdes årligt af Slots- og Kulturstyrelsen, og offentliggørelsen af listen afventes hvert år i spænding af detektorførere, museumsfolk og andre med arkæologisk interesse.

Det er første gang, et fund fra Museum Thys arkæologiske ansvarsområde er at finde på listen. Kallerupfundet blev fundet med metaldetektor af Peter Jensen på en arkæologisk forundersøgelse ved Kallerup i februar 2019. Det består af fire bronzegenstande: en ceremoniel pragtøkse, et dobbeltansigtet mandshoved med hornet hjelm, og to dobbelte hestehoveder på en svunget hals. De fire figurer udgør tilsammen et offerfund, der under en religiøs ceremoni er deponeret for foden af en gravhøj engang i den yngre bronzealder (1000-500 f.Kr). Det sker yderst sjældent, at fund som dette kommer for dagens lys. To af de nærmeste danske paralleller er Grevensvænge fundet og Veksøhjelmene, som blev fundet i henholdsvis slutningen af 1700-tallet og under 2. verdenskrig. At Kallerupfundet er fundet næsten uberørt i de omgivelser, det blev nedlagt i, og tilmed i forbindelse med en arkæologisk undersøgelse, betyder, at forholdene er optimale for detailundersøgelser og naturvidenskabelige undersøgelser af fundet.

Men naturvidenskabelige undersøgelser tager tid, så mens vi venter, kigger vi derfor mod både den øvrige nordiske bronzealderikonografi for forståelse af fundet, men også længere ud i den vide verden som fx nuværende Sardinien og Egypten. Bronzealderen er en periode præget af vidtstrakte kontakter, der breder sig ud over det nuværende europæiske område, og det er Kallerupfundet et tydeligt udtryk for.

 

Kallerupfundet er pt. under konservering på Nationalmuseet i København. Det er planen, at fundet bliver færdigt til at skulle indgå i Nationalmuseets midlertidige danefæudstilling i Jelling fra d. 25. januar 2020. Dernæst kan fundet ses i Musem Thys nye udstillinger, der planlægges åbnet i 2021 i nye bygninger i Jernbanegade 11.


Afrømning omkring depotet. Niels Algreen Møller, Museum Thy.


Hest under udgravelse. Marie Posselt, Museum Thy.


Fundsituation. Niels Algreen Møller, Museum Thy


Øksten in situ. Niels Algreen Møller, Museum Thy.


Klargøring af præparat. Rune Kjeldager Tjørnild, Museum Thy.


Optagning af præparat. Simone Mehlsen, Museum Thy.


Udgravning af præparat. Niels Algreen Møller, Museum Thy.


Økse og hestefigurer under udgravning. Niels Algreen Møller, Museum Thy.


Mand med hornet hjelm. Marie Posselt, Museum Thy.

https://slks.dk/nyheder/2019/kulturarv/hornklaedt-bronzealdermand-en-teenagers-doedsgave-og-royal-kaelder-dukker-op-af-jorden/

 

http://museumthy.dk/nyheder/kallerupfundet.aspx

 

Billeder må benyttes med kildehenvisning.