Nyt om Gammelt

Museets samling rummer utallige små, men gode historier om Thy og thyboerne. Under overskriften Nyt om Gammelt hiver vi nogle af de gode historier frem og sætter fokus på dem i ord, billeder og selvfølgelig genstande. Historierne bliver fortalt både på nettet, i de lokale medier og ikke mindst i vores "ekspres-udstilling" på Thisted Museum, som vil blive skiftet ud flere gange om året.

Den gode historie kan være alt fra det aktuelle arkæologiske fund over kunstværket med en overraskende tilblivelseshistorie til den tekande, der har stået på magasinet i årtier og gemt på en spændende, men hidtil overset fortælling. Efterhånden som historierne bliver fortalt, her på siden og i udstillingerne på museet, bliver der føjet flere og flere brikker til det store puslespil, som er historien om Thy.