Nyheder

Studerende_ved_havet_i_Agger.JPG

Kantens potentialer

28-06-2021

Arkitektstuderende har lavet forslag til fællesskaber i Agger

”Kantens potentialer” med undertitlen ”Fællesskaber i Agger” er navnet på en udstilling, man kan opleve i annekset til Fiskerhuset i Agger i perioden 26. juni-8. august. Fiskerhuset Agger er en afdeling af Museum Thy, og Museum Thy viser udstillingen i samarbejde med arkitektuddannelsen på Det Kongelige Akademi i København.

Billedtekst: Grete Johansen fortæller studerende om Aggers historie

Bachelorstuderende fra akademiet har i årene 2016-21 besøgt Agger for dér at arbejde med deres bachelorprojekter under vejledning af studielektor Knud Aarup Kappel, der er semesteransvarlig ved akademiets institut for bygningskunst, by og landskab. Knud Aarup Kappel er vokset op på et landbrug i Ettrup lige uden for Hurup.

”Agger er udvalgt som studielokalitet på baggrund af de lokale by- og landskabstilstande, vejr- og klimafænomener og rammerne for menneskers hverdag og livsformer, i en dansk kontekst, er ekstreme. Også her er globale strømninger og ændrede klimaforhold til stede lokalt. Men Agger er også udvalgt, fordi byen og området rummer radikalt anderledes forudsætninger end dem, de studerende er vant til at arbejde med. Her kommer de studerendes faglighed og faglige ståsted i spil på en ny og krævende måde,” skriver Knud Aarup Kappel i udstillingskataloget.

Billedtekst: Beboerhuset Arkitekton

Udstillingen viser, forklarer han, ”16 udvalgte studieprojekter, der på forskellig vis stiller skarpt på forskellige potentialer og studerer og diskuterer, hvordan arkitektoniske interventioner i Agger, sammen med de eksisterende bygnings- og naturlandskaber, kan være med til at skabe steder af stor skønhed til gavn og glæde for byens og områdets borgere og de mange, der gæster egnen”.

Videre understreger han, at de studerende skal have lov at drømme om og forestille sig verden på en anden måde – uden at skulle kunne svare på, hvad det koster økonomisk:

_ Den virkelighed skal nok komme til de studerende, når de forlader bachelorstudiet og kommer i praktik. Bacheloropgaven er dermed en mulighed for at studere inden for de rammer, der gives lokalt, og se bort fra projektøkonomiens begrænsninger, siger Knud Aarup Kappel.

Billedtekst: Studerende ved havet i Agger.

Museumsleder Jytte Nielsen skriver i udstillingskataloget, at de studerende ”er ankommet fra storbyens pulserende hverdag med den opdagelsesrejsendes nysgerrighed i bagagen. De har iagttaget det nye steds karakter og befolkningens vaner og hørt det store åndedrag fra vest – en evig kilde til liv og længsel. De er kommet til et - måske ikke fremmed land, men nok nærmere et ukendt land”.

Og videre hedder det: ”Begejstret har de forsøgt at åbne stedet og befolkningen op, som var det en stridbar østers, der gemmer på sin perle. Og hvert år er det lykkedes at åbne Agger op og se ”perlen” og potentialet her på kanten.”

Jytte Nielsen tilføjer, at de studerende har åbnet sanserne for skønheden og mulighederne i det så kendte og velkendte her på kanten hos både thyboer og andre – ”så vi næsten er blevet fremmede i eget land”.

Billedtekst: Arkitekton modelstudie


Billedtekst: Studerende hører om Aggers historie

 

Nærmere oplysninger:

Museumsleder Jytte Nielsen, Museum Thy

Tlf. 2521 3437

www.museumthy.dk

 

Besøgsadresse:

Fiskerhuset Agger,

Toftevej 9, Agger (adgang fra Blåbærvej)

7770 Vestervig

Tlf. 9792 0577

 

Åbningstider:

28. juni-8. august - alle dage kl. 14-17

 

Fotokredit: Det Kgl. Akademi