Johan Skjoldborgs barndomshjem i Skippergade i Øsløs blev åbnet som museum i 1961, hundredåret for hans fødsel. Det lille skomagerhjem er et godt eksempel på, hvordan en landsbyhåndværker og husmand boede i sidste del af 1800-tallet. Karakteristisk er brolægningen af små strandsten og brug af strandingstømmer ved ildstedet.
Hjemmet var fattigt, men ikke et helt almindeligt almuehjem. På trods af en nødtørftig skolegang var faderen en oplyst mand, der gerne ville diskutere med folk fra alle samfundslag. Under disse diskussioner vaktes drengens harme over uretten. Som voksen forfatter kæmpede han de fattiges sag og fik tilnavnet Husmændenes digter.
Efter en tid som lærer i Koldmose ved Jammerbugten helligede Skjoldborg sig helt og holdent sin digter- og foredragsvirksomhed. I 1907 købte han et husmandsbrug på halvøen Dynæs i Julsø, hvor han arrangerede store folkemøder. Her oplevede Skjoldborg nogle gode år, men landbrugsmæssigt gik det dårligt, og i 1915 kom ejendommen på tvangsauktion. Husmændene skænkede ham en æresbolig i Løgstør, hvor han boede til sin død i 1936.
Sit gennembrud som forfatter fik Skjoldborg i 1896 med romanen En Stridsmand. Det er historien om en klitbonde, som strider for det fattige udkomme. Senere kom der mange bøger fra Skjoldborgs hånd. De mest kendte er Kragehuset, Gyldholm og Nye Mænd. I digtsamlingen Dynæs Digte står nogle af Skjoldborgs kendteste digte. Mest berømte er uden tvivl Husmandssangen (Når Vinteren rinder i Grøft og i Grav).
Skjoldborgs arbejdsform var præget af stor grundighed. Han lagde stor vægt på, at hans romaner blev så virkelighedstro som muligt. Han foretog studierejser til Tyskland, Italien og USA. Han var til søs for at studere sømandslivet, og da han skulle skrive Gyldholm, var han en tid daglejer på en herregård.