Vorupør Museum
Kontaktinfo
VORUPØR MUSEUM
Thys måske hyggeligste museum. Vorupør Museum ligger i bådebyggerens hjem og værksted. Huset, værkstedet og gården emmer af autenticitet, træ, og håndværk. Her er udstillinger om livet, bådene, og fiskeriet i det gamle Vorupør.
Inde i det gamle stuehus finder du køkkenet og det brændefyrede komfur, hvor museet i mange år har arbejdet med gamle opskrifter.
Gå også på opdagelse i udstillingen ”Smagen af Thy”. Her kan du blive klogere på, hvad planterne har betydet for havboernes økonomi og madkultur.
I gården kan du drikke en kop kaffe, imens du sidder i læ for vestenvinden eller dyster i ringspil.
Der er noget for hele familien på Vorupør Museum.
Børneaktiviteter
På Vorupør Museum er der i løbet af året masser af aktiviteter for børn – blandt andet bådebyggeri.
Hver fredag i sæsonen kan du bygge en båd, høre om bådebyggeriets historie og opleve stemningen i det gamle værksted. Når båden er bygget færdig, kan du prøvesejle den i museets hyggelige gård.
Børn har gratis adgang, men skal være i følge med en voksen.
Pris: Entré og 20 kr. til materialer.