Museum Thys historie
Vi står alle på skuldrene af vores forfædre og -mødre. Det gør et museum også. I mere end 100 år har museerne i Thy udviklet sig og formidlet viden om vores fælles kulturarv. Fra en idé om ét lokalt museum til en kompleks konstruktion af forskellige museer med arkæologisk ansvar og høj faglighed.
1903

Thisted Museum en realitet
Historisk Samfund for Thy og Hanherred oprettes 10. august. Det besluttes, at viceskoleinspektør P.L. Hald skal lede oprettelsen af et Thisted Museum. Museets første genstand er en kobberske, der blev afleveret af plantør Eskesen, Hvidbjerg Vesten Å. Skeen var fundet i plantagen under plantningsarbejde og får museumsnummer 1.
1905
Kældermuseum
7. juni åbnes Thisted Museum. I de første år holder man til i kælderen under Teknisk Skole i Kr. Koldsgade.
1908

Første samling
Thisted Museum køber en større arkæologisk samling af danselærerinde og amatørarkæolog Augusta Zangenberg.
1917
Nye lokaler
Thisted Museum flytter til nabobygningen i Skolegade.
1939
Jernbanegade 4
Byens rigeste mand, kaffegrosserer N.L. Spangberg lader museet arve den imposante, gule villa i Jernbanegade 4 med udsigt over den gamle kirkegård og Store Torv.
1958
Ny leder
P.L. Hald dør. Frk. Signe Gjødesen overtager som museumsleder.
1961

Skjoldborgs Hus
Husmændenes digter Johan Skjoldborgs barndomshjem i Øsløs åbner som museum.
1970
Et museum for hele egnen
Museets navn ændres efter kommunalreformen til Museet for Thy og Vester Hanherred for at signalere, at man dækker hele egnens historie og ikke kun den gamle købstads.
1971

Ny kvinde ved roret
Museets første akademisk uddannede leder, Jette Kjær, kommer til. Efterfølgende er personalestaben løbende blevet udvidet og professionaliseret.
1978
Fælles museumsvæsen
Sydthy, Thisted og Hanstholm kommuner bliver enige om en samdriftsaftale.
1979
Hanstholm får museum
Der åbnes museum på Hanstholm Fyr og i den nuværende museumsbunker.
1980-1993
Skolemuseum
I Sydthy er der 1980-1993 indrettet skolemuseum på Lindalsminde Skole ved Vestervig.
1987
Støtteforening
Støtteforeningen Thisted Museums Venner oprettes.
1991

Kunst i Sydthy
Heltborg Museum påbegyndes juni 1991 i den tidligere Heltborg Skole i daværende Sydthy Kommune med en særlig kombination af kunst og kulturhistorie. Udviklingen sker i samarbejde med Sydthy Kunstforening og Egnshistorisk Forening for Sydthy.
1992

Heltborg Museum åbner
Den officielle indvielse af Heltborg Museum sker i påsken 1992, hvor Jytte Nielsen er ansat som daglig leder af Heltborg Museum.
1994-1995

Praktiske forsøg med fortiden
Første eksperimentalarkæologiske forsøg med udvinding af myremalmsjern bag Heltborg Museum. Smedjen bygges. 20. juni 1995 er der rejsegilde på Jernaldergården bag Heltborg Museum. Sommeren efter står første bygning i gården færdig.
1995
Museet opsplittes
Hanstholm Kommune trækker sig fra samarbejdet om museumsvæsnet i Thy. MuseumsCenter Hanstholm bliver et selvstændigt museum, dog uden statsanerkendelse.
2000

Vorupør Museum åbner
Vorupør Museum slår dørene op i det gamle bådeværft over for kirken. Her formidles der om bådebyggeri, kystkultur, fiskeri og Indre Mission.
2003
Ny museumsleder
1. januar tiltræder Jytte Nielsen som museumsleder for Museet for Thy og Vester Hanherred.
2005

Fiskerhuset Agger
I 2005 overtager museet det fredede 1700-tals udskudshus Fiskerhuset Agger. Her udstiller vi en interiørudstilling med delvist autentisk interiør, og i tilbygningen viser vi særudstillinger, f.eks. om hvordan fiskerne levede i tidligere tider.
2014
Navneskifte
Museet skifter navn til det mere mundrette Museum Thy. Museum Thy dækker fortsat hele Thisted Kommune.
2018

Museumsfusion
1. januar fusionerer Bunkermuseum Hanstholm og Museum Thy.
2023

Nyt Thisted Museum
Thisted Museum genåbner 24. juni 2023 i nye omgivelser i Jernbanegade 11. Det er gjort muligt bl.a. gennem en gavmild fondsdonation fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.