Nyt landsdækkende projekt: Museum Thy og SMK inviterer til borgersamling om fremtidens museer
Tidligere borgersamling afholdt af We Do Democracy.
I denne uge modtager 15.000 borgere fra hele landet en invitation i e-Boks til at deltage i Nordens første borgersamling på museumsområdet. Bag initiativet står Museum Thy og SMK, der beder om forslag til, hvordan museerne kan sikre deres relevans i fremtiden.
”Vi har brug for din hjælp til at forestille os en fremtid, hvor museer er en betydningsfuld og fast del af hverdagen for flere.”
Sådan lyder den opgave, som et repræsentativt udsnit af befolkningen nu skal hjælpe Museum Thy og SMK – Statens Museum for Kunst med at blive klogere på.
De to museer lancerer i fællesskab et nyt landsdækkende borgerinddragelsesprojekt, som involverer både flittige museumsbrugere og mennesker, der sjældent eller aldrig besøger museer. Formålet er at etablere en borgersamling, der i løbet af efteråret skal udarbejde en række anbefalinger til, hvordan museer i fremtiden kan skabe større værdi for flere mennesker.

Børn på besøg på Thisted Museum
”Som nationalgalleri har vi et ønske om at være et museum for flere og flere forskellige. Men hvordan bliver vi det? Hvordan styrker vi oplevelsen af tilhørsforhold, og hvordan udvikler vi os i tråd med borgernes ønsker, interesser og behov? De spørgsmål kan vi ikke besvare alene, og derfor giver vi nu ordet til dem, det hele handler om – nemlig borgerne. Vi glæder os til at lytte og lære, og vi er glade for at gøre det sammen med Museum Thy,” siger Astrid la Cour, direktør for SMK.
”Ambitionen er, at det, vi lærer af borgersamlingen, også kan inspirere resten af museumssektoren og kulturverdenen i det hele taget. Museum Thy og SMK er jo to vidt forskellige museer – et lokalt kulturhistorisk museum og et statsligt kunstmuseum – og det er vores håb, at projektet i kraft af det brede samarbejde kan komme hele branchen til gavn,” siger Jytte Nielsen, museumsleder af Museum Thy.
Det er første gang i Norden, at der afholdes en borgersamling indenfor museumsområdet. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og bygger blandt andet på erfaringer fra Birmingham Museum og The National Gallery, London i Storbritannien.

Rundvisning på SMK
Læs mere:
https://www.smk.dk/article/fremtidens-museer-borgersamling-paa-smk-og-museum-thy

