Tilsyn med nyere tids bygningskultur
(museumslovens kapitel 8)
Museum Thy har ansvaret for varetagelse af tilsynet med nyere tids kulturhistorie i Thisted Kommune i henhold til museumslovens kapitel 8. Arbejdet drejer sig primært om stående bygninger, men det kan også omfatte andre former for faste anlæg såsom veje, broer og diger.
Bygningerne i byer, landsbyer og det åbne landskab udgør de synlige spor efter den historiske udvikling og det levede liv i kommunen, og de er dermed en vigtig del af egnens historie. Museet dokumenterer derfor den del af bygningsarven, som går tabt i forbindelse med nedrivninger og ombygninger.
Museum Thy modtager løbende oplysninger fra Thisted Kommune om byggesager og lokalplaner indenfor kommunen, så museet har mulighed for evt. at gøre indsigelse mod anlægsarbejde eller dokumentere bygninger, inden de rives ned eller udsættes for væsentlige ændringer.
Dokumentationen består som regel i fotografering og beskrivelse af bygningen. Ved bygninger, som er særligt velbevarede eller interessante. foretages dog også opmåling og egentlige bygningsarkæologiske undersøgelser.