Minespærringen i Skagerrak

Under 2. Verdenskrig anlagde den tyske flåde en søminespærring i indsejlingen til Skagerrak mellem Kristiansand og Hanstholm. Da krigen sluttede, havde den tyske flåde udlagt i alt 8810 søminer og 4298 beskyttelsesbøjer i Skagerrak.

Formålet med minespærringen var at forhindre allierede krigsskibe i at trænge ind i Skagerrak. Det var gennem hele besættelsen afgørende for Tyskland at holde den engelske flåde ude fra Skagerrak, for hvis man mistede kontrollen over det, var forbindelsen mellem Tyskland og Norge i alvorlig fare.

De første miner i spærringen blev udlagt natten til den 9. april 1940, og i løbet af april blev der udlagt fem minefelter (I-V) med i alt 1642 søminer. Kun inde under kysten blev der ved hver ende af minespærringen friholdt en ca. 10 sømil bred åbning. Gennem disse åbninger skulle tyske skibe kunne sejle ud og ind ad farvandet uden at løbe på egne miner. Åbningerne blev på begge sider af farvandet bevogtet med kanoner på landjorden og vagtskibe til søs.

Minespærringen blev løbende forstærket gennem resten af krigen; så sent som i april 1945 forsøgte man at lægge yderligere miner ud. Denne fortsatte udlægning af miner i Skagerrak skete til dels, fordi den tyske frygt for et allieret angreb i området øgedes i løbet af krigen. En anden vigtig grund var, at man simpelthen var nødt til at forstærke minespærringen, hvis den fortsat skulle være virksom. En søminespærring har nemlig begrænset levetid, da søgangen enten kan slide minerne løs eller bringe dem til sprængning. Nogle minetyper havde desuden batterier, hvis levetid var begrænset.

Rydningen af minespærringen gik i gang straks efter krigens ophør, og allerede i 1946 blev Skagerrak erklæret for minefrit. Fiskerne støder dog fortsat på sporene af minefelterne i form af mineankrene, som står tilbage på havbunden.

Kort over søminefelter udlagt af tyskerne i Skagerrak 1940-45.