Julen 2024

Den 10. august i 1524 fik Thisted by købstadsrettigheder, og den begivenhed satte dagsordenen for dele af Museum Thys arbejde i det forløbne år. Et 500-års jubilæum skulle fejres på behørig vis. Museet valgte at starte fejringen i god tid før selve dagen med en række byvandringer i det sene forår – oldtiden, middelalderen, forbrydelse og straf, arkitektur, dyr i byen og kvinder – var blot nogle af emnerne for byvandringerne. I dagene omkring den 10. august kunne man opleve historisk gadeteater om bl.a. hekseprocessen i 1688 og Provst Sonnes oprettelse af Arbejderforeningen – det senere Brugsen. Til børnene var udstillingen MIG & MIN BY klar, og ellers kunne man blive foreviget i FOTOVOGNEN eller deltage i fællessang – og meget andet. Museets medarbejdere har bidraget med artikler om købstaden til årets udgave af Historisk Årbog Thy, og sidst men ikke mindst blev en af museets tidlige bidragsydere motivet for et nyt gavlmaleri i Thisted. Hun var danselærerinde og amatørarkæolog og solgte i 1908 en stor samling oldsager til det nyoprettede museum i Thisted. Augusta Zangenberg hed hun og var en driftig kvinde, som satte sig spor.

Men museet har også bogstavelig talt gravet sig ned i købstadens historie på kirkegården ved Thisted Kirke, hvor der skal opføres et nyt kirkecenter. Flere hundrede skeletter fra omkring 700 års gravlæggelser er udgravet og vil i de kommende år give ny viden om byens indbyggere, efterhånden som knoglematerialet bliver analyseret.

Kvinderne har fyldt meget i årets formidling på Museum Thy. Augusta Zangenberg er nævnt, og på væggene på Heltborg Museum udstilledes værker af kvindelige kunstnere med tilknytning til Thy. Museets samling rummer værker af en halv snes kvindelige kunstnere fra begyndelsen af 1900-årene og frem. De har alle været fascineret af egnen og beboerne – og på lærredet forsøgt at fastholde deres indtryk. Samlingen er således værdifuld, fordi den både fokuserer på egnen og de kvindelige kunstneres produktion. Derudover fyldte Anelise Søndergaards grafiske værker fra kysten og kystbyerne i Thy en hel sal, og den 14. august fejrede vi hendes 100-års dag.

Men året har også budt på panderynker og bekymring. En museumsreform har været undervejs i et par årtier. Endelig så den dagens lys og afventer nu kun en politisk vedtagelse. Det er alt for tidligt at udtale sig om konsekvenserne af reformen, men egentlig er bekymringerne ikke forsvundet. Man kan tilgå de nye krav på mange måder. På Museum Thy tager vi udfordringen op og vil stadig levere gode museumsoplevelser, producere viden og bevare vores fælles kulturarv – alt sammen med faglighed og ordentlighed som drivkraft.

Som altid, når man kigger tilbage på et år, der snart rinder ud, så vælder oplevelserne frem. Vi har på alle afdelinger leveret en mangfoldighed af aktiviteter, formidlet viden og mødt nysgerrige besøgende. Vi er blevet udfordret på mange parametre og mødt nye samarbejdspartnere. Alt sammen har det bidraget til et år, som lig tidligere år ændrede sig i takt med opgaverne. Dette er et af vilkårene i museumsverdenen.

Med en stor og varm tak til alle vi har mødt på vores vej i 2024, sender vi de bedste ønsker om en fredfyldt og glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår.

Museum Thy


Del opslaget