Formidling ved Museum Thy
Museum Thy har formidlingen som en central del af sit formål. Vi formidler vores viden til borgerne ad mange forskellige kanaler: Udstillinger, byvandringer, foredrag, skoletjeneste, artikler, bøger, digital formidling – og meget mere. Vi ønsker at formidle helheder med udgangspunkt i udstillinger og/eller kulturhistoriske lokaliteter. De gode historier giver publikum spændende oplevelser og ny viden om egnen.
Hver gren i formidlingsindsatsen har rødder i og er forbundet med det faglige og videnskabelige grundlag, der produceres i Museum Thys andre funktioner, blandt andet den arkæologiske afdeling, vores samling og vores faghistoriske medarbejdere. Formidlingen er konstrueret som en integreret del af Museum Thys virke, og indtænkes og udvikles i nært samarbejde mellem museets forskellige udstillingssteder, afdelinger og faggrupper.
Museum Thy søger gennem sin formidling at henvende sig til så mange forskellige publikumsgrupper som muligt, både med aldersmæssig, geografisk og social spredning. Vi laver en halvårskalender med en række offentlige arrangementer, men der kan også være ad hoc tiltag som f.eks. Åben Udgravning og lignende. Hold øje med sociale medier og aktivitetskalenderen her.
Du kan altid besøge vores museer på egen hånd, men du kan også overveje at booke en formidler, der kan krydre udstillingerne med historier, fortællinger og yderligere viden. Vores formidlere tilbyder også arrangementer ude i Thys landskab. Se mere her.
Museum Thy har en aktiv skoletjeneste, der tilbyder levende formidlingsforløb for dagtilbud, folkeskoler og friskoler samt ungdomsuddannelser og specialtilbud. Museumspædagogen Tina tager hånd om de mindste, mens museumsformidleren Rune møder de større både inde på museet og ude i byen og landskabet. Skoletjenesten rykker også ud på din skole. Se mere her.