Det arkæologiske ansvarsområde

Det arkæologiske ansvarsområde

Det arkæologiske ansvarsområde – Morsø og Thisted Kommuner – er afgrænset af Nordsøen, Limfjorden og de udbredte vådbundsarealer i Vejlerne. Det kan som sådan betragtes som to større isolerede øer, Thy og Mors, samt den mindre Agerø i Limfjorden.

Hele området har været udsat for store landskabsændringer igennem sen holocæn tid. Der er sket markant landhævning, højenergi kystudvikling med kysterosion langs nordsøkysten og udbredt sandfygning langt ind i land i især den nordlige del af Thy.

Ansvarsområde med fortidsminder

Museets primære arkæologiske ansvarsområde med alle kendte arkæologiske lokaliteter markeret. Den tvedelte fordeling af lokaliteter hænger nøje sammen med terræn og undergrund.  Morænen mod øst og syd blev brugt intensivt I forhistorisk tid, mens områder med flyvesandsdække mod vest, og hævet havbund i især den nordlige del af Thy er mindre intensivt udnyttet.

Kystjægerne

I dette dynamiske landskab skiftede landskabsudnyttelsesmønstre og bebyggelse meget igennem tid.  Bopladser fra jægerstenalderen finder vi især på lavtliggende områder ned imod kysten, langs de fossile fjordarme der skærer sig ind i land i Østthy og Jølby Nor, der skærer sig næsten tværs over Mors. Det er her vi finder køkkenmøddingerne, hvor enorme bunker af skaller og knogler indeholder mange oplysninger om den sene jægerstenalder.

De senere bønder og sandflugten

Senere tiders bønder spredte sig udover både Thy og Mors. De mange gravhøje, der ligger spredt rundt i landskabet, giver et godt indtryk af, hvordan stenalderens og senere bronzealderens bønder tog store dele af landskabet i brug. På den hævede havbund og sandfygningsarealerne i den vestlige del af Thy er landskabet derimod meget fundtomt. Det skyldes til dels, at arealerne på hævet havbund ikke er helt så gode til markbrug, dels at sandflugten har dækket tidligere gode landbrugsarealer og spor efter de forhistoriske menneskers aktivitet. Så forhistoriske lokaliteter i det vestlige Thy ligger i dag beskyttet under til tider meget tykke sandlag. I heldige tilfælde dukker de forhistoriske lokaliteter under sandet dog op, når der skal foretages anlægsarbejde og når Nordsøen gnaver i kystklinterne.

Thisted Museum – åbningstider

Uge 43

mandag20. oktoberLukket
tirsdag21. oktober11:00 - 16:00
onsdag22. oktober11:00 - 16:00
torsdag23. oktober11:00 - 16:00
fredag24. oktober11:00 - 16:00
lørdag25. oktober11:00 - 16:00
søndag26. oktober11:00 - 16:00