Særudstillinger
Museum Thys afdelinger har – udover permanente udstillinger – jævnligt særudstillinger af forskellig varighed.
Nedenfor kan ses en kort intro til årets særudstillinger.
Thisted Museum / 28. marts til 31. december 2026
Træer i Thy

Den sidste naturlige skovvækst i Thy blev allerede udryddet i bronzealderen, og gennem mange århundreder var landskabet åbent og stort set træløst.
I løbet af 1800-tallet blev der gjort gentagne forsøg på at ”opelske skov”, og det lykkedes efterhånden at etablere plantager og dermed stoppe sandflugten.
På samme tid havde også mange privatpersoner interesse for at plante træer, skabe haver og etablere læhegn, og disse anstrengelser har påvirket det kulturlandskab, vi har i dag.
Udstillingen sætter fokus på træernes og skovenes historie og betydning – dengang og nu.
Thisted Museum / 7. februar 2025 til 15. februar 2026
Bunkermuseum Hanstholm / 1. marts til 30. november 2026
THY BESAT 1940-1945

I 2025 er der gået 80 år siden Danmarks befrielse. I den anledning viser Thisted Museum en særudstilling om, hvordan besættelsen oplevedes her i Thy.
Manglen på daglige fornødenheder prægede hverdagen. Ytringsfriheden var under pres, og den lokale illegale presse bidrog til nyhedsformidlingen og opfordrede til sabotage. Nogle engagerede sig i modstandskampen, mens andre samarbejdede med besættelsesmagten. Da befrielsen kom, gjaldt det om at vise, at man ikke havde været på den forkerte side af historien.
Der har været en tendens til at gøre historien om krigen enten sort eller hvid, men der er mange nuancer og interessante fortællinger, som også er relevante i dag.
Heltborg Museum / 29. marts til 31. oktober 2026
Thy på tværs – landskaber mellem fjord og hav

Årets særudstilling på Heltborg Museum griber fat i et udvalg af museets landskabsbilleder, og de udstillede værker kobles med de fantastiske landskaber, der omgiver os.
Hvad enten det er de frodige, bløde morænebakker, kornmarkerne, de tyste plantager eller de barske klitlandskaber, har de appelleret til kunstnerne, som hver især har givet os deres fortolkninger af Thy.
Værkerne er frembragt i løbet af 1900-tallet og giver os dermed også indtryk af den forvandling, der er sket – ændringer i landbruget, tilplantning og andre menneskelige aftryk.
Samtidig viser billederne os også landskabernes tidsdybde, deres uforanderlighed og deres konstante rolle som ramme om vort eget, vore forfædres og vore efterkommeres liv.
Heltborg Museum / 28. marts til 10. maj 2026
Dialog: Ingelise Holm og Lars Ibsen

Forårsudstillingen 2026 byder på dialog mellem værker af billedkunstneren Ingelise Holm og keramikeren Lars Ibsen.
I Holms malerier opstår landskaber, når felter og linjer mødes og brydes. Mættede og umættede farvefelter danner i samspil med organiske streger, der ligger enten helt tæt eller optræder som en blød kontur, landskaber, hvori sorte og mørkebrune former med uldne kanter portrætterer køer.
Ibsens keramiske værker er præget af præcision og repetition. Stregen er skarp og grafisk i formgivning såvel som farvelægning af skåle og lågkrukker. Farvefelter i stærke nuancer forholder sig til hinanden i en zigzaggende dans akkompagneret af tomme felter, der fungerer som pauser, hvilket skaber balance i kompositionerne.
Arrangeret i samarbejde med Sydthy Kunstforening.
Heltborg Museum / 14. maj til 14. juni 2026
Billedskoleudstilling

Traditionen tro udstiller Billedskolens deltagere – både børn og voksne – elevarbejder fra undervisningsforløbene.
Så vil væggene på museet sprudle af værker, der udstråler glæden ved at udtrykke sig kunstnerisk.
Bunkermuseum Hanstholm / 1. februar til 30. november 2026
Olsen-Banden i Thy

Store dele af filmklassikeren ”Olsen-Banden i Jylland” blev indspillet i Thy, og de store, tyske bunkere i Hanstholm spillede en helt central rolle. De rummede nemlig den glemte skat fra krigens tid, som banden var taget helt til Jylland for at finde.
Udstillingen på Bunkermuseum Hanstholm fortæller om filmen, filmoptagelsernes forløb i 1971 samt om de lokaliteter i Thy, som optræder i filmen.
Vorupør Museum / 28. marts til 31. oktober 2026
Smagen af Thy

På Vorupør Museum kan du gå på opdagelse i udstillingen ”Smagen af Thy”, der handler om Thys vilde spiselige planter.
Du kan høre om, hvad planterne har betydet i hjemmene før i tiden, og hvad planterne betyder for Thy i dag.
Hvad smager Thy egentlig af?

