Charlotte Boje H. Andersen, Museet for Thy og Vester Hanherred
(let omskrevet artikel trykt i Sydthy årbog 2012)
Fra og med januar 2008 har Museet for Thy og Vester Hanherred i samarbejde med Kulturstyrelsen udført tilsyn med fredede fortidsminder. Som led i strukturreformen blev ansvaret for de fredede fortidsminder, som tidligere bl.a. havde ligget hos amterne, placeret hos Kulturstyrelsen, der er landets centrale myndighed, hvad angår kulturarven.
Styrelsen valgte at lægge de praktiske dele af tilsynet med de fredede fortidsminder ud til ti af landets arkæologiske museer. Hvert museum fik et tilsynsdistrikt, som rækker ud over deres øvrige arkæologiske ansvarsområde, og der blev skrevet en kontrakt for fem år. I praksis står tilsynsmuseerne for feltarbejde og indrapportering, mens sagsbehandling og myndighedsansvar ligger hos Kulturstyrelsen.
Museet for Thy og Vester Hanherred fik til opgave at føre tilsyn i Thisted, Morsø og Skive kommuner. I de tre kommuner er der i alt knapt 2300 fortidsminder, der skulle tilses i løbet af en femårs periode. Denne artikels forfatter fik ansvar for at løse opgaven.
Med udgangen af 2012 er den første femårsperiode gået, og der er ført tilsyn ved alle landets fredede fortidsminder. Herved har man fået et landsdækkende overblik over fortidsmindernes tilstand og indrapportering af overtrædelser af den lovgivning, der vedrører de fredede fortidsminder. Dertil kommer opdaterede fotos af alle fortidsminder og en digital indmåling, der vil indgå i de kort, som f.eks. kommunernes sagsbehandlere bruger som grundlag i arbejdet med byggesager og lignende. Endelig er det registreret, om der på det enkelte fortidsminde er behov for pleje – fældning af træer eller anden bevoksning.
Love om beskyttelse af fredede fortidsminder
Lovstof kan være tungt, men reglerne omkring de fredede fortidsminder er forholdsvis klare. Formålet er at bevare fortidsminderne og sikre, at de fortsat er synlige i det kulturlandskab, som de har været en del af i årtusinder.
Museumsloven beskytter selve fortidsminderne mod ændringer og indgreb. Dette betyder, at man naturligvis ikke må grave i fortidsminderne eller på anden måde beskadige dem, og man må ikke deponere sten eller affald – eller sætte bænke eller flagstænger og lignende på sin gravhøj. Husdyrgræsning er tilladt, forudsat at de ikke går gennem grønsværen. Dertil kommer loven om, at der på fortidsminder og inden for en afstand af 2 m fra dem ikke må foretages jordbehandling, gødes eller plantes. Der må ikke anvendes metaldetektor. Afbrænding er heller ikke tilladt, men man må gerne fælde træer og buske, hvis man lader rødderne stå.
Ifølge Naturbeskyttelseslovens §18 er der en 100 m zone omkring hvert fredede fortidsminde, hvor man ikke må foretage ændring i tilstanden af arealet. Det betyder, at der ikke må beplantes, opføres bygninger eller lignende. Kommunen forvalter denne lov og kan give dispensation fra den. Forbuddet gælder ikke for almindelig landbrugsmæssig drift, sædvanlig hegning, gentilplantning af skovarealer, der ligger uden for 2 m zonen, og beplantning i eksisterende haver.
I tilfælde, hvor der registreres overtrædelser, vil lodsejeren få påbud om at bringe forholdene i orden, f.eks. næste gang der pløjes. Er der deponeret noget på højen, skal det fjernes og kontrolleres ved et genbesøg; er der skader, skal de retableres efter anvisninger fra Kulturstyrelsen.
Fortidsminderne er desuden omfattet af reglerne om Krydsoverensstemmelse. Det vil sige, at modtager en landbruger landbrugsstøtte, skal han overholde en række krav til miljø, sundhed, dyrevelfærd og god landbrugsmæssig stand. Er der overtrædelser af f.eks. 2 m zonen, kan det medføre træk i hektarstøtte.
Gravhøje og voldsteder
De fredede fortidsminder er først og fremmest gravhøje, der næsten overalt sætter deres præg på landskabet og giver det en historisk dybde. De fleste gravhøje er anlagt i bondestenalder og ældre bronzealder (perioden 2800 til 1100 f. Kr.). Højene blev bygget over en stensat grav ved hjælp af omhyggeligt stablede græstørv. Ofte fortsatte man med at begrave afdøde i den samme høj i de følgende århundreder. På den måde blev højene stadigt større, og en høj rummer typisk flere begravelser og urner. Urnerne kan være sat ned helt tæt på højens fod, og bl.a. derfor er det vigtigt, at der ikke pløjes for tæt på højen. Rundt om højene er der i heldige tilfælde bevaret spor efter kulthuse, der blev brug ved datidens begravelsesritualer. Nogle af gravhøjene er gennem tiden blevet røvet eller udgravet, men i langt de fleste tilfælde er begravelserne og urnerne intakte.
En anden type fredet fortidsminde er de middelalderlige voldsteder. Et voldsted er typisk en græsklædt banke, evt. med spor af volde og grave. Her har i løbet af middelalderen (1050-1536 e.Kr.) ligget et befæstningsanlæg med tårn og andre bygninger. Disse borge var dels et vigtigt led i de politiske magtkampe i middelalderen, dels et udtryk for adelens og kongens magt og status i området. Sjørring Volde kan nævnes som et af landsdelens flotteste voldsteder, men rundt omkring i de tre kommuner ligger omkring 30 mere eller mindre undselige anlæg af denne type. Voldstederne er fredet efter samme paragraf som gravhøjene.
Mens voldstederne typisk ligger i vådområder, er gravhøjene ofte placeret på bakkedrag, og de ligger jævnt spredt i det dyrkede land. Dette betyder, at den omgivende jord er opdyrket, og ganske mange høje nåede at blive udjævnet og overpløjet, inden man fik fredet alle synlige fortidsminder. Fredningen beskytter de tilbageværende høje, og med tilsynet vil man sikre sig, at fredningerne overholdes, så fortidsminderne også ligger der til vore efterkommere.
Erfaringer fra tilsynet
Det har for den tilsynsførende været interessant at besøge fortidsminderne. Turen rundt i landskabet er indimellem gået ad ukendte veje, og ikke sjældent har man set et velkendt område fra en helt anden vinkel. Fuglesang, gyllelugt og vidunderlige udsigter har været en naturlig følgesvend. Ligeså har kontakt med lodsejere og andre interesserede været et vigtigt element, hvor der har været mulighed for at drøfte fortidsmindets tilstand og ideer til eventuelle tiltag. Det moderne landbrugs struktur betyder dog også, at lodsejer kan bo endog meget langt væk fra sin jord, og mange dage har den tilsynsførende nok skånet stemmebåndet vel rigeligt.
Der er en helt klar tendens til, at flere høje nu har fået den lovpligtige 2 meter dyrkningsfrie zone. Hvor der tidligere kun var ½-1 m bræmme omkring næsten hver anden høj, er det i dag en langt højere andel, hvor forholdene er bragt i orden. Risikoen for at få et træk i hektarstøtten har formentlig spillet en ikke ubetydelig rolle, men også den opmærksomhed, der gennem medierne har været på de fredede fortidsminder, har haft betydning og bidraget til en væsentlig forbedring.
Mange lodsejere er stolte af deres gravhøj(e) og sætter en ære i at reglerne er overholdt, at bevoksningen er i orden, og at højen tager sig pænt ud. Andre høje ligger mere skjult bag vildt buskads og får dermed ikke den opmærksomhed fra ejer og forbipasserende, som de kunne fortjene.
Når den første tilsynsperiode er slut ved årsskiftet, indgås en ny aftale omkring tilsyn med fortidsminderne. På grundlag af erfaringer og registreringer fra første periode laves en målrettet indsats mod de problemstillinger, der skal følges op på. Der vil således fortsat være fokus på fortidsmindernes tilstand, til glæde for os alle sammen.
Ofte mindes man om strofen ”Gravhøje kroner det grønne land….” fra Johannes V. Jensens sang ”Hvor smiler fager”. Bronzealderens højbyggere forstod at placere højene, så de blev set.
At mange høje har fredningssten, hænger sammen med tidspunktet for fredningen. Efter 1937 blev alle synlige fortidsminder automatisk fredet, og derefter blev der ikke opstillet flere sten.
Gennem de fem år, der er gået siden tilsynet blev sat i gang, er der ved mange gravhøje kommet styr på de lovpligtige 2 meter dyrkningsfrie zoner. Zonen har til formål at beskytte selve højen og eventuelle arkæologiske spor ved højfoden.
Kreaturer, heste og får kan være ganske hårde ved en gravhøj. Får de først slidt hul på grønsværen, er fortidsmindet udsat for erosion. Det er tilladt at lade husdyrene afgræsse fortidsminderne, men man har pligt til at tage dyrene af og sætte hegn om, inden det går galt.
Deponering af en dynge marksten er ikke tilladt – hverken på eller ved højen. Ejeren er ikke forpligtet til at fjerne træer og anden bevoksning, men det er tilladt at gøre det – og i mange tilfælde i høj grad en god ide. Dog må man ikke grave eller rykke rødderne op, blot fælde ved jordoverfladen. Afbrænding er ikke tilladt.