38 cm batteriet

38 cm batteriet

I slutningen af september 1940 besluttede den tyske flådes overkommando efter ønske fra Hitler, at der skulle opstilles et tungt kystbatteri ved Hanstholm. Krigsdagbog. Batteriet skulle have til opgave at styrke forsvaret af indsejlingen til Skagerrak. 9. oktober var et rekognosceringshold i Hanstholm for at udpege det nye batteris placering, og allerede i begyndelsen af november indledtes byggeriet.

Forskallingen til maskinrummet i en af bunkerne til 38 cm kanon, foråret 1941.

Udgravnings- og støbearbejdet ved hver kanonbunker varede ca. 4 måneder. Derefter fulgte to-tre måneder til montering af forskelligt udstyr. Bunkeren har en grundplan på ca. 2500 m2, og til støbningen af den anvendtes ca. 6560 m3 jernbeton. En så stor bunker kunne ikke støbes i én omgang. Derfor blev bunkeren bygget i otte selvstændige sektioner. Arbejdet på de fire bunkere foregik let forskudt, så arbejdere og maskiner kunne flyttes efterhånden som arbejdet skred frem.

38 cm kanon monteret på kanontårnets underlag. Endnu er opbygningen af tårnets panser ikke påbegyndt, foråret/sommeren 1941.

Den 15. maj 1941 var byggeriet nået så vidt, at de første to kanoner (nr. 3 og 4) kunne prøveskydes. De to sidste kanoner blev prøveskudt 28. august 1941.

Skitse over det svære batteri “Hanstholm II” indretning i oktober 1941.

Alle de viste bygninger er opført i forbindelse med batteriet.

Udover de ovennævnte bunkere blev der i 1941 yderligere bygget en ildledelsesbunker i to etager, en central elværksbunker og to store ammunitionsbunkere. Ammuntionsbunkerne og kanonbunkerne var forbundet ved hjælp af en smalsporsbane til transport af den tunge ammunition.

Desuden blev der langs vestsiden af Molevej opført fire store murstensbygninger, som rummede hospital, værksteder og kostforplejning.

Fra 1942 blev der som led i “Atlantvold”-programmet bygget en række nye bunkere for at styrke batteriets nærforsvar.

1943/44 byggedes fire store ammunitionsbunkere, som med deres 3,5 m tykke mure er de kraftigste anlæg i Hanstholm.

Batteriet havde en besætning på i alt 600 mand.

Åbningstider

Uge 51

mandag16. decemberLukket
tirsdag17. december11:00 - 16:00
onsdag18. december11:00 - 16:00
torsdag19. december11:00 - 16:00
fredag20. december11:00 - 16:00
lørdag21. december11:00 - 16:00
søndag22. december11:00 - 16:00