En genfundet runesten
v. Charlotte Boje H Andersen
En dag i marts var stort set alle danske mediers opmærksomhed rettet mod Thy, nærmere bestemt Boddum, hvor der var blevet (gen)fundet fragmenter af en runesten, der havde været forsvundet i mere end 200 år. Historien omkring fundet er ganske interessant, og Museets Venner skal da ikke snydes for en kort genfortælling og et par gode billeder.
Landmand Ole Kappel henvendte sig i efteråret til Poul Mikkelsen, der var i gang med en arkæologisk forundersøgelse i udkanten af Ydby, og inviterede ham over til Boddum for at se på en sten. Stenen, der tydeligvis var tilhugget og forsynet med indhuggede figurer på den ene side, havde i årevis fungeret som bænk på terrassen. Poul fotograferede stenen, og vi kontaktede runolog Lisbeth Imer fra Nationalmuseet. Lisbeth lagde vejen forbi, og ved hjælp af Abildgaards gamle tegning af Ydbystenen lykkedes det at konstatere, at den runesten, der sidst var set i 1767, igen var kommet for dagens lys – i hvert fald dele af den.
Dette fragment var det første, der blev identificeret som en del af Ydby-stenen den 14. marts 2016.
Ud over stenen, der blev brugt som bænk, blev der fundet to stykker mere af runestenen. De var brugt som belægning i en terrasse, og siderne med runer vendte nedad. Så det krævede Kappel-sønnernes muskelkraft og et par jernstænger at få vendt stenene op – men stor var begejstringen, efterhånden som puslespillet kunne samles. Den slags sker ikke hver dag for hverken en runolog, en arkæolog eller en landmand! Efter at den massive mediedækning var aftaget lidt, lykkedes det at få rejst de tre fragmenter, så man fik bedre indtryk af stenens oprindelige form og dimensioner.
De to stenfragmenter med indskriften Þōrgīsl (Troels) samles for første gang i ca. 200 år. Foto: Henrik Schilling, Nationalmuseet.
Da det blev aften, stillede Nationalmuseets fotograf Robert Fortuna an til fotografering, så stenen kunne komme med i den bog om danske runesten, han og Lisbeth Imer udgiver til maj. Og i den sammenhæng kan man sige, at stenen blev fundet i allersidste øjeblik. Ugen efter blev stenene fragtet til Heltborg Museum, hvor de er udstillet hele sommeren, inden de skal en tur til Nationalmuseet.
Før de havnede i og på terrassen i Boddum, havde stenene indgået i bygninger i gården Søndergård vest for Ydby. Gården blev revet ned i begyndelsen af 1990’erne, og udvalgte sten blev af ejeren taget med til Boddum. Søndergård var opført i 1820’erne, da den daværende, nærliggende Flarupgård blev delt op i to. Vi må altså formode, at man i begyndelsen af 1800-tallet har hugget runestenen i flere dele, som kunne bruges til byggeri. Store sten var en vigtig ressource, og så har runerne ikke været så vigtige.
Runestenen blev første gang omtalt i 1741. I 1767 blev den tegnet af Søren Abildgaard. På tegningen står: ”Denne runesten står oprejst på marken straks østen for bondebyen Flarup i Ydby sogn…. Det siges, at den for omtrent 80 år siden er forflyttet hertil fra en høj kaldet Hellehøj….” Hellehøj er registreret som en sløjfet gravhøj øst for Flarupgård. Der er endnu ikke foretaget udgravninger på stedet. Midt i 1800-tallet blev runestenen eftersøgt, men den var sporløst forsvundet. I 2013 blev der fremstillet en kopi af Ydby-stenen på grundlag af Abildgaards tegninger. Stenen er opstillet ved Ydby Station.
Søren Abildgaards tegning fra 1716.
Vi kan nu se, at Søren Abildgaards aftegning af runerne er temmelig nøjagtig. Der har været runeindskrift på tre af stenens fire sider. Tekstbåndet læses nedefra og op således: Þōrgīsl satti ok syniR Lēfa ī stað þannsi stēn øftiR Lēfa - på nudansk: ”Troels satte sammen med Leves sønner på dette sted stenen efter Leve”. Navnet Troels er et mandsnavn fra vikingetiden. Runestenens indskrift dateres til første del af 1000-tallet.
Fundet var et vellykket resultat af samarbejde mellem museerne og med borgerne. Foto: Henrik Schilling, Nationalmuseet.
Når man fotograferer runesten i mørke og med en særlig lyssætning, bliver tegnene meget tydeligere. © Roberto Fortuna, Nationalmuseet.