Nyheder

Magasin_1_Gult_landskab.JPG

To kunstudstillinger på Heltborg Museum i sommer

11-06-2022

Udstillingen ”Poul Ekelund: Levende skabning – Levende landskab” er et samarbejde med Vendsyssel Kunstmuseum og Odsherreds Kunstmuseum. Udstillingen blev vist i Hjørring i fjor i anledning af 100-året for Poul Ekelunds (1921-76) fødsel. Der skiftes ud i billederne undervejs, og til udstillingen i Thy er føjet dels fire malerier fra museets magasin, dels indlånte malerier fra lokale samlere eller med anden lokal tilknytning. Museum Thy har til udstillingen udgivet et lille særtryk om malerens tilknytning til egnen.

 

Det var et kunstnerisk set meget produktivt tiår, Poul Ekelund 1961-71 havde sommerbolig i Vangså på Thykysten, hvor han – udover sine gennemgående motiver med landskaber og kvinder – fandt en ny motivverden med hummere, fiskerbåde på stranden og køer. Køerne havde han lige uden for vinduet i Vangså, men fandt dem også længere inde i landet.

 

Da Poul Ekelund kom til Vangså 1961, havde han netop efter tre år forladt stillingen som rektor for og professor ved Valands Konstskola i Göteborg. I et interview i Thisted Amts Tidende sagde han bl.a.: ”Jeg holder af det barske og blæsende. Thy er enestående med hensyn til afvekslende motiver. Befolkningen er prægtige og flinke mennesker …” Og senere til dagbladet B.T.: ”Jeg trives ganske utroligt og får malet en masse, fordi jeg kan koncentrere mig om det egentlige. Men jeg trængte også til at få Sverige blæst ordentligt ud.”

 

Perioden igennem deltog Poul Ekelund på en række udstillinger og andre aktiviteter i området. Men af det officielle Thy blev to gange afvist. Både 1967 og 1977. Første gang er sagsforløbet endnu ikke klarlagt, men Poul Ekelund henvendte sig til Thisted Byråd og Thisted Amtsråd med 80.000 kr. fra Statens Kunstfond i ryggen for at lave en udsmykningsopgave på Thisted Sygehus, hvor modtageren så skulle lægge 20.000 kr. oveni. Det blev aldrig til noget, og det menes, det var byrådet, der i sidste ende sagde nej. Sagen var ved tilbuddets fremsættelse kort omtalt i avisnotitser. 10 år senere afslog Thisted Byråd så med otte stemmer mod syv at købe et Ekelund-maleri til det ny rådhus ved Kystvejen til en favoritpris på 15.000 kr. Det var foreslået af arkitekt Knud Friis, men et af argumenterne imod var, at den nu afdøde kunstner ikke havde signeret det. Andre havde svært ved at se, at det skulle ligne et Thy-landskab.

 

I anledning af, at Erland Knudssøn Madsen i år fylder 80 år, viser museet samtidig en udstilling med plakater, han har lavet til forskellige formål. Erland Knudssøn Madsen er en landsdækkende anerkendt maler og billedkunstner, men også lokal – han har boet i Thy i over 50 år. Og han er en af de kunstnere, som Heltborg Museum har en samling af værker af. Siden 1963 har han lavet plakater – mange af dem til lokale arrangementer og eventer – og på udstillingen viser han 61 af dem.y

Den første er den fra 1963, hvor den selvlærte kunstner havde sin første udstilling i garderoben på Hotel Phønix i fødebyen Viborg, og den seneste i rækken er fra i år, hvor han i anledning af den runde fødselsdag har udstillet hos Viborg Kunstforening. I Thy har han lavet plakaten, der navngav Thy-Hallen i Thisted, en meget berømt turistplakat, plakat til Nordisk Kulturuge 1976 og til den nordiske venskabsbyfestival 1989. For blot at nævne nogle.

 

 

I Thy fandt Poul Ekelund tre ny motivverdener, bl.a. fiskerbådene på stranden – som her i Nr. Vorupør. Foto: Kirsten Kyhl/Det Kongelige Bibliotek

 

Et af de værker, Museum Thy ejer af Poul Ekelund: ”Gult landskab”, som er en gave fra den afdøde samler John Ørum Jensen. Foto: Museum Thy

 

I anledning af sin 80-års-fødselsdag viser Erland Knudssøn Madsen 61 plakater fra perioden 1963-2022. Foto: Museum Thy