Former og glasurer, der rammer den thylandske palet
Keramiker Bent Skytte-Rasmussen viser i perioden 20. juni-5. september 2021 ca. 80 keramiske værker på Heltborg Museum
På Heltborg Museum i Sydthy kan man i denne sommer opleve en særudstilling med keramiker Bent Skytte-Rasmussens værker – ”Keramik ved havet”. Keramikken i udstillingen er inspireret af naturen i Thy tæt ved havet samt i Hjardemål Klit og Tvorup Klitplantage. 2001-02 arbejdede kunstneren i et lille værksted ved Lild Strand og frem til 2013 på Korsgaard ved Hellebjerg i Vang. Han bor nu i Faddersbøl med Ålvand Klithede og Nationalpark Thy lige uden for døren.
Udstillingen består af ca. 80 keramiske værker, (stentøj) som nu er i privat eje og lånt til udstillingen. Dertil kommer få værker, som stadig er i kunstnerens eje og til salg. Man ser straks, at Bent Skytte-Rasmussen i sine former og glasurer rammer den thylandske palet. Udtrykket ses i forskellige værker som relieffer, skulpturer og fade.
Bent Skytte-Rasmussen er kendt som kunstneren bag skulpturen ”Kaja”, der blev indviet i gårdhaven ved Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital, Thisted, i 2014. Til den omkring tre meter høje ”Kaja”, som er udført i keramik og jurakalkmørtel, og som er opkaldt efter hans datter, fik Bent Skytte-Rasmussen støtte fra både Det Obelske Familiefond og Grosserer L. F. Foghts Fond. Til skulpturen "Vandbæreren" som var hovedværket på udstillingen "Vandbæreren" på Vendsyssel Kunstmuseum i 2007, modtog Bent søtte fra Statens Kunstfonds Billedkunstråd (produktionstilskud).
Endnu før Bent Skytte-Rasmussen, der er født 1954 i Randers, flyttede til Thy, arbejdede han – efter at være uddannet som keramiker på Kolding Kunsthåndværkerskole 1976 – i en del år i kunstnerkollektivet på Lund Gamle Skole ved Herning og i 1980 etablerede Bent værksted på Mors, både på Sydmors og Nordmors. Førstnævnte sted havde han et åbent værksted, hvortil mange andre kunstnere kom for at arbejde, herunder bl.a. keramiker Erik Nyholm, som han er inspireret af, og som ikke mindst lokalt er kendt for søjlen ved Karensminde ved Hurup.
I 1977 assisterede Bent sammen med Esben Lyngsaa Madsen, Erik Nyholm ved udførelsen af det 100 kvadratmeter store Dubuffet-relief ”Epokhé” til Silkeborg Kunstmuseum (Støttet af Statens Kunstfond), og 1986 var han assistent på Erik Nyholms store keramiske frise til Danmarks Radio i Aarhus. Endvidere var han repræsenteret ved mindeudstillingen "Omkring Nyholm" på Silkeborg Kunstmuseum 2002.
Af andre større udsmykningsopgaver kan nævnes den over to meter høje ”Englesøjle” fra 1991, opsat på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring, samt relieffet ”Ske din vilje”, lavet i 1993 og senere opmuret på Viborg Sygeplejeskole, udsmykningen blev støttet af Novo Nordisk. Derudover relieffet ”De 7 sanser” på Stoholm Skole ved Skive, samt munkestens- og stentøjssøjler ”De Fire Årstider” på Heides Planteskole i Silstrup lige syd for Thisted.