Bevaringsstrategi

Handleplan vedrørende bevaring af den arkæologiske samling ved Museum Thy 2015

Nærværende bevaringsmæssige handleplan for den arkæologiske samling ved Museum Thy er udarbejdet i december 2015 af Lars Brock Andersen og Anne Björkman Søbjørn, Museernes Bevaringscenter i Skive i samarbejde med Museumsinspektør Anne-Louise Haack Olsen og Jens-Henrik Bech, Museum Thy.

 

1. Generel introduktion til bevaringsforhold for arkæologiske materiale

2. Opbevaringsforhold for den aktuelle samling

3. Tilstandsvurdering af udvalgte dele af samlingen

4. Udpegning af bevaringsmæssige indsatsområder

5. Museets bevaringsmæssige ressourcer

6. Bevaringsmæssig handleplan for den arkæologiske samling

 

1. Bevaringsforhold for arkæologisk materiale

I modsætning til hovedparten af kulturhistoriske genstande, har arkæologiske genstande som hovedregel gennemgået markant nedbrydning under det lange ophold i jord eller vand. Ved denne nedbrydning er de materialer, der under de givne forhold er de lettest nedbrydelige ofte helt forsvundet. Det betyder at arkæologiske genstande, i modsætning til øvrige kulturhistoriske genstande, kun sjældent er egentligt kompositte, men oftest alene består af det, eller de mest stabile materialer eller nedbrydningsprodukter heraf.

Det giver derfor god mening at betragte bevaringsforholdene i arkæologiske samlinger fra en materialeopdelt vinkel. De vigtigste materialegrupper er:

 

Uorganiske materialer, omfattende:

  • Mineraler, herunder: Flint, kalksten, sandsten, bjergarter, ler, keramik, slagge og glas
  • Metaller, herunder: Jern og legeret jern, kobber og kobberlegeringer, tin, bly, sølv og guld

 

Organiske materialer, omfattende:

  • Vegetabilske materialer, herunder: Træ, vegetabilske fibre, harpiks og rav
  • Animalske materialer, herunder: Knogle og tak, muslingeskal, horn, animalske fibre, skind og læder

Nedbrydnings karakteristika og stabilitetsforhold er meget forskellig for de forskellige materialegrupper.

 

Mineralmaterialer:

Arkæologiske genstande af mineralmaterialer anses under normale omstændigheder for meget stabile, og genstande af disse materialer frembyder sjældent noget væsentligt nedbrydningsmæssigt problem i forhold til kemisk og klimamæssig stabilitet. Mange af mineralmaterialerne er imidlertid fysisk skrøbelige. De er generelt hårde og sprøde, og porøse mineralmaterialer som sandsten, kalksten, keramik og ubrændt ler, kan især efter nedbrydning og udvaskning i jorden være overordentlig skrøbelige.

Konserveringsbehandlingen af disse materialer har til formål at øge den fysiske styrke gennem stabiliserende imprægnering, således at genstandene kan tåle at blive håndteret og studeret.

De væsentligste bevaringsmæssige problemer for arkæologiske genstande af mineralmaterialer er fysiske skader i forbindelse med håndtering, opbevaring og udstilling.

 

Metaller:

Metallers nedbrydning skyldes korrosion. Korrosion er en elektrokemisk proces, hvor der udveksles elektroner mellem forskellige områder af metallet, samtidig med at der sker en reaktion med ilt.

For at korrosionen kan forløbe må der kunne gå en strøm samtidig med, at der er tilstrækkelig ilt tilstede til reaktionen. Strømmen løber i et tyndt lag vandmolekyler med opløste salte, der er i stand til at transportere de nødvendige elektroner (en såkaldt elektrolyt).

Der kræves altså mindst tre elementer, for at der kan foregå en korrosion, nemlig: Ilt, vand og opløselige salte. Hvis et af disse elementer mangler eller forhindres i at virke, foregår der ingen korrosion.

Korrosionen vil altid foregå på grænsefladen mellem metallet og omgivelserne. Det gælder også, selvom genstandene er dækket af tykke korrosionslag. Her er korrosionen at betragte som en del af omgivelserne, og reaktionen vil foregå på grænsefladen mellem det uomdannede metal og korrosionslaget. Dette er netop årsagen, til at aktiv korrosion i arkæologiske metalgenstande er i stand til fuldstændig at destabilisere det korrosionslag, der ønskes bevaret, ved at ”sprænge” det indefra.

Bevaringsmæssigt behandles selve korrosionslaget på linje med de øvrige mineralmaterialer og behøver derfor som regel alene fysisk stabilisering.

Helt omdannede metalgenstande, f.eks. jerngenstande uden metallisk kerne, betragtes derfor ikke i bevaringsmæssig henseende som egentlige metalgenstande.

 

Kobberlegeringer:

Konservering af arkæologiske genstande af bronze og andre kobberlegeringer sker primært ved behandling med en korrosions inhibitor, der effektivt forhindrer korrosionsmekanismerne i at fungere. Ved høje koncentrationer af letopløselige salte i genstandene kan behandlingen med inhibitor være utilstrækkelig, og det kan være nødvendigt at udvaske en del af saltene inden behandlingen med inhibitor.

 

Jern:

Der kendes ikke i øjeblikket en tilsvarende effektiv inhibitor til jern, og konserveringsbehandlingen for arkæologisk jern er henvist til at fjerne eller mindske en eller flere af de grundlæggende korrosionsfaktorer (ilt, vand og opløselige salte).

Metallisk jern er som sådan ikke stabilt i vort normale miljø, og reagerer derfor meget villigt med omgivelserne for at indgå i mere stabile forbindelser.

De fleste konserveringsmetoder for jern sigter primært på at mindske genstandenes indhold af opløselige salte samt hæmme tilgangen af ilt og vand med beskyttende overfladelag af lak eller voks.

Desværre har klor-ionen fra det mest udbredte letopløselige salt (natriumklorid eller havsalt) en ekstrem høj affinitet til jern, og er derfor uhyre vanskelig at fjerne fuldstændigt fra genstandene.

Der er gennem tiden gjort en betydelig forskningsindsats for at udvikle effektive konserveringsmetoder for arkæologisk jern, og mange forskellige metoder har været bragt i anvendelse, men en virkelig effektiv jernkonserveringsmetode i praksis er endnu ikke fundet.

Internationalt er der en stigende erkendelse af, at det ikke i øjeblikket er teknisk muligt effektivt at konservere stærkt kloridholdige, arkæologiske jerngenstande.

Selve opbevaringsmiljøet bliver dermed en afgørende faktor i forhold til opnåelse af stabile arkæologiske jerngenstande. Jo højere kloridindhold genstandene fremviser, jo større vil kravene være til opbevaringsmiljøet. Stærkt kloridholdige genstande bør opbevares under 10 – 15 % relativ fugtighed for at være stabile, mens genstande med lavt klorindhold vil kunne opbevares stabilt ved relative fugtigheder på op til mellem 40 og 50 %.

 

Øvrige metaller:

Arkæologiske genstande af sølv og bly vil normalt ikke kræve egentlig kemisk, korrosionsmæssig behandling, men alene afrensning og fysisk stabilisering. For blygenstande gælder dog det særlige forhold, at de ikke tåler opbevaring sammen med materialer, der afgiver formaldehyd eller myresyre (f.eks. egetræ og nogle spånplader), da de så vil kunne reagere med disse og henfalde til blyformiat, der er et hvidt pulver.

Genstande af guld er generelt stabile og behøver ingen behandling. 

 

Vegetabilske materialer:

Bevaringsmæssigt kan de vegetabilske materialer deles i to hovedgrupper, nemlig:

Cellulosematerialerne, primært træ og cellulosefibre som bast og hør. Og harpiksmaterialerne som harpiks, rav og beg.

 

Cellulosematerialer:

Under normale omstændigheder nedbrydes de fleste cellulosematerialer ganske hurtigt i naturen af forskellige mikroorganismer, og indgår således i naturens stofkredsløb.

Under helt særlige omstændigheder kan cellulosemateriale dog bevares i mere eller mindre nedbrudt tilstand i en arkæologisk kontekst. Det gælder primært hvor der har været tale om iltfri, giftige eller meget tørre miljøer.

Iltfri miljøer findes primært i vandfyldte jordlag, og genstande fra disse miljøer vil i udgangspunktet være vanddrukne.

Giftige miljøer findes i dansk kontekst primært i forbindelse med korroderede genstande af sølv- og kobberlegeriger. Både sølv- og kobbersalte er stærke gifte for mikroorganismer, og i området omkring genstande af sølv og kobberlegeringer, vil vegetabilsk materiale kunne bevares også selvom der ikke er tale om iltfri miljøer. Disse genstande vil ofte være fugtige, men ikke nødvendigvis vanddrukne.

I dansk arkæologisk kontekst er cellulosematerialer bevaret på grund af særligt tørt miljø uhyre sjældne. Disse vil selvsagt være tørre.

For cellulosematerialerne gælder at selve den kemiske stabilitet generelt er god uanset nedbrydningsgraden. De primære bevaringsmæssige problemer skyldes nedbrudte cellulosematerialers store skrøbelighed i kombination med, at materialerne er stærkt hygroskopiske.

Disse forhold gør, at våde, nedbrudte cellulosematerialer ikke umiddelbart vil kunne tørres uden risiko for store skader. Konservering af disse materialer har derfor generelt til formål, at kunne tørre genstandene uden skader, samt at tilføre tilstrækkelig styrke til meget skrøbelige genstande.

Arkæologisk materiale, der er imprægneret med PEG (polyethylenglykol) i forbindelse med frysetørring eller andre tørringsmetoder, tåler under ingen omstændigheder opbevaring ved luftfugtigheder over 70 %, da imprægneringsmidlet så vil optage fugt og blive flydende. Dette bør dog under ingen omstændigheder være et problem ved opbevaring af museumsgenstande.

Ukonserverede trægenstande (f.eks. ældre fund fra tørvemoser og lign.) fremviser ofte voldsomme tørreskader. Rent materialemæssigt er disse genstande ikke egentligt ustabile, eftersom skaden er sket, og genstanden er stabil i den nuværende tilstand.

Alle cellulosematerialer er dog uanset bevaringstilstand eller konserveringsmetode at betragte som porøse, hygroskopiske materialer, der optager og afgiver fugt med skiftende luftfugtighed.

Svingninger i nedbrudte genstande som følge af ustabilt klima vil på længere sigt kunne skade disse, og arkæologiske genstande af cellulosematerialer skal derfor opbevares ved en jævn, relativ luftfugtighed på mellem 40 og 60 %.

 

Harpiksmaterialer:

Imodsætning til cellulosematerialerne er harpiksmaterialerne ikke specielt hygroskopiske, og de påvirkes derfor kun i mindre grad af svingninger i luftfugtigheden.

Langt det vigtigste arkæologiske materiale i denne gruppe er rav. Rav er en delvist omdannet, hærdet fossil harpiks. Ligesom for de øvrige vegetabilske materialer, kommer det bedst bevarede rav fra iltfri miljøer.

Rav kan smelte og brænde. Det er opløseligt i flere organiske opløsningsmidler bl.a. sprit. Rav nedbrydes ved oxidation (iltning), og nedbrydningsprocessen accelereres stærkt ved lyspåvirkning.

Nedbrudt rav er ekstremt sprødt og smuldrende, og konservering af arkæologisk rav går i hovedtræk ud på fysisk stabilisering af genstandene ved imprægnering.

Ved bevaring af ravgenstande er der særligt fokus på den fysiske stabilitet, herunder fornuftig pakning, samt at modvirke lysnedbrydningen af rav gennem opbevaring i mørke. Udstillling af ravgenstande bør foregå ved så lav lysintensitet som muligt.

 

Animalske materialer:

Fælles for arkæologiske genstande af animalske materialer er, at de i udgangspunktet er opbygget af proteiner.

For proteinmaterialerne gælder det ligesom for cellulosematerialerne, at de under normale omstændigheder nedbrydes ganske hurtigt i naturen af forskellige mikroorganismer. Men at de under særlige omstændigheder kan bevares i mere eller mindre nedbrudt tilstand i en arkæologisk kontekst. Ligesom for cellulosematerialerne gælder det primært hvor der har været tale om iltfri, giftige eller meget tørre miljøer. For proteinmaterialerne gælder desuden at miljøet skal have været pH neutralt eller svagt surt.

Proteiner er hygroskopiske, organiske materialer, og vil optage og afgive fugtighed og dermed ændre størrelse ved skiftende relativ luftfugtighed.

Proteinmaterialerne er komplicerede organiske stoffer. De er generelt følsomme overfor påvirkning fra både sure og basiske miljøer, og de fleste indeholder dobbeltbindinger, der gør dem følsomme overfor lysnedbrydning, især af ultraviolet lys.

Ved nedbrydning brydes proteinmolekylerne op, og bindingerne mellem de enkelte molekyler i strukturen brydes. Derved falder materialets styrke og fleksibilitet drastisk, og nedbrudte proteinmaterialer vil ofte være meget sprøde og skrøbelige.

Bevaringsmæssigt falder materialerne i to grupper, nemlig: Proteinmaterialer med en mineraldel, det er f.eks. knogle, tak, tand og muslingeskaller. Og proteinmaterialer uden en mineraldel, det er f.eks. skind/læder, horn, hår og silke.

 

Proteinmaterialer med mineraldel:

Knogle, tak, tand, og skaller af muslinger og snegle består alle af en protendel kombineret med en kalkbaseret, mineraliseret del. Det er denne kombination, der er ansvarlig for materialernes betydelige styrke og sejhed, så længe de ikke er nedbrudte.

Det arkæologiske miljø er af stor betydning for hvilke elementer af genstanden, der bevares. I sure og iltfattige miljøer bevares proteindelen, mens mineraldelen nedbrydes, og i basiske miljøer nedbrydes proteindelen, mens mineraldelen bevares.

De største konserverings- og bevaringsmæssige problemer opstår i de tilfælde, hvor protetindelen er velbevaret, og mineraldelen er svækket. Her vil en normal tørring af genstandene føre til deformation og revnedannelser når proteindelen skrumper, og efterfølgende svingninger i opbevaringsmiljøets luftfugtighed vil kunne føre til yderligere skader, fordi de to elementer i genstanden ikke reagerer ens på skiftende luftfugtighed.

Mest følsom overfor svingende fugtighed er velbevaret tandmateriale, hvor den stærkt mineraliserede tandemalje reagerer markant anderledes på fugtsvingninger end det mere proteinholdige tandben.

Stærkt nedbrudt knoglemateriale kan imprægneres med lak for at øge styrke og stabilitet. Meget opbevares dog ubehandlet for ikke at forstyrre eventuelle analyser.

Knoglemateriale, hvor proteindelen er helt forsvundet, som f.eks. i brændte knogler, kan bevaringsmæssigt betragtes på linje med mineralmaterialerne.

 

Proteinmaterialer uden mineraldel:

Bevaringsmæssigt giver materialer som skind/læder, horn, hår og silke, problemer og udfordringer, der er meget parallelle med cellulosematerialerne. Det skyldes, at der også her er tale om porøse, hygroskopiske materialer, hvor bevaringsstrategien primært drejer sig om styring af opbevaringsklimaet og minimering af fysiske skader

 

2. Opbevaringsforhold for den aktuelle samling

Musum Thy’s arkæologiske samling opbevares i museets magasinbygning på Mellemvej 18, mellem Vang og Tvorup. Bygningen er en tidligere centralskole. Samlingen opbevares i tre rum (to gangarealer og et tidligere klasseværelse) på i alt ca. 100 m2.

Magasinet er indrettet med lokalt fremstillede reoler af høvlet fyrretræ. Kun få genstande står frit på hylderne, de fleste er pakket "fundvis" i lokalt fremstillede kasser af krydsfiner. Enkeltgenstande er primært pakket i papkasser, ”lynlåsposer” af LD polyethylen og plastæsker af polystyren.

Magasinområderne ligger i umiddelbar tilknytning til arkæologernes kontorer og øvrige arbejdsområder, hvor der også opbevares en del museumsgenstande.

Lokalerne er udstyret med centralvarme, men magasinområderne holdes generelt kølige. Der er ikke installeret egentlig aktiv klimastyring i området.

Magasinområderne er omfattet af museets tyveri- og brandalarm.

 

3) Tilstandsvurdering af udvalgte dele af samlingen

Den arkæologiske samling udgøres for langt hovedparten af genstande af mineralmaterialer som keramik, flint, bjergarter, slagge, glas og lign.

Arkæologiske genstande af disse materialer frembyder kun sjældent større bevaringsmæssige problemer, og vil som hovedregel være stabile indenfor vide klimamæssige rammer.

Ud fra en bevaringsfaglig vurdering er det derfor valgt ikke at foretage tilstandsvurdering af genstande af mineralmaterialerne i forbindelse med udarbejdelsen af denne bevaringsplan, men koncentrere indsatsen omkring genstande af metaller og organiske materialer.

Da det ikke umiddelbart er muligt på baggrund af registreringer i REGIN at foretage statistisk valide, tilfældige udtræk, har det ikke været muligt at anvende statistiske metoder i forbindelse med tilstandsvurdering og udarbejdelse af bevaringsplanen.

Bevaringsplanen hviler på en bevaringsmæssig gennemgang af repræsentative dele af samlingen. Gennemgangen har haft særligt fokus på de materialer, der erfaringsmæssigt giver de fleste bevaringsmæssige problemer, således er størsteparten af samlingens jerngenstande blevet gennemset sammen med repræsentative dele af samlingens øvrige genstande af metal og organiske materialer. Der er ikke foretaget bevaringsmæssig vurdering af genstande i udstilling, genstande udtaget til forskningsformål og genstande under konservering.

Ved gennemgangen vurderedes de enkelte genstande i forhold til fire bevaringsmæssige tilstande, disse er:

A - udstillingsegnet

B - Stabil

C - behandlingskrævende

D - stærkt behandlingskrævende

 

I det følgende gennemgås kort resultaterne af den bevaringsmæssige gennemgang for hver materialegruppe.

 

Genstande af jern:

Der blev gennemgået i alt 592 Arkæologiske jerngenstande. Heraf vurderedes 1 % at være udstillingsegnede, 67 % at være stabile, 2 % at være behandlingskrævende og 30 % at være stærkt behandlingskrævende

Ustabile kloridholdige jerngenstande fremviser primært to skadetyper alt efter opbevaringsmiljøets fugtindhold.

Ved relative luftfugtigheder over ca. 80 % dannes et jernklorid, der er så hygroskopisk, at det bliver flydende ved vandoptagelse. Denne proces bryder korrosionslaget op, og det opløste jernklorid ses som dråber i revner mellem korrosionsskallerne eller løber ud af genstandene. Man kalder tilstanden for grædende jern.

I forbindelse med gennemgangen af den arkæologiske samling på Museum Thy blev der fundet enkelte eksempler på grædende jern, hvilket indikerer at den relative fugtighed i perioder har været over ca. 80 %.

Ved en relativ luftfugtighed under ca. 80 % omdannes jernet til mineralet akaganeit. Akaganeit vokser som søjleformede krystaller ud fra den uomdannede jernoverflade. Ved denne proces skubbes det overliggende korrosionslag af i større eller mindre skaller. I daglig tale siger man, at jernet eksploderer. Akaganeitkrystallerne ses som et orangegult pulver under korrosionsskallerne.

Ved gennemgangen af den arkæologiske samling på Museum Thy blev 32 % af genstandene skønnet behandlingskrævende. Langt de fleste viser skader på grund af akaganeitdannelse.

Selv ved relativt tørt, normalt indeklima kan der dannes akaganeit i kloridholdige genstande. Den store mængde ustabile jerngenstande indikerer, at den relative luftfugtighed omkring genstandene må sænkes betydeligt for at sikre den generelle stabilitet af samlingens arkæologiske jern.

 

Genstande af bronze og kobberlegeringer:

Der blev gennemgået i alt 74 genstande af bronze og kobberlegeringer. Heraf vurderedes 41 % at være udstillingsegnede, 42 % at være stabile, 17 % at være behandlingskrævende. Der blev ikke fundet stærkt behandlingskrævende genstande i denne gruppe.

 

Øvrige metalgenstande:

Der blev gennemgået i alt 12 arkæologiske genstande af andre metaller (primært bly). Heraf vurderedes 9 % at være udstillingsegnede og 83 % at være stabile og 8 % at være behandlingskrævende. Der blev ikke fundet stærkt behandlingskrævende genstande i denne materialegruppe.

 

Genstande af rav og harpiksmaterialer:

Genstandene af rav og harpiksmaterialer i Museum Thy’s samling fremstår generelt som stabile eller udstillingsegnede. Enkelte ukonserverede ravgenstande fra journal nr. 2092 må dog betegnes som behandlingskrævende og bør konserveres.

 

Genstande af træ:

De arkæologiske trægenstande i Museum Thy’s samling kan bevaringsmæssigt deles i to grupper:

Dels ukonserverede, lufttørrede genstande primært optaget ved tørvegravning o. lign. før ca.1950, dels PEG imprægnerede, frysetørrede genstande. Genstande fra begge grupper er blevet gennemgået, og vurderingen indenfor grupperne er konsistente.

De ukonserverede, lufttørrede genstande fremviser generelt markante tørreskader i form af deformation og revnedannelse. Materialemæssigt må disse genstande dog betragtes som stabile, og er som sådan ikke behandlingskrævende.

De PEG imprægnerede, frysetørrede genstande er generelt stabile og udstillingsegnede.

 

Genstande af vegetabilske fibre:

En række prøver at tovværk fra Kollerupkoggen smuldrer, og bør stabiliseres. Disse betegnes som behandlingskrævende.

 

Genstande af knogle, tak og tand:

Knogle og tak i den arkælogiske samling kan deles op i to grupper: Ubearbejdet knoglemateriale og genstande af bearbejdet knoglemateriale.

Samlingens ubearbejde knoglemateriale betragtes i hovedsagen primært som prøvemateriale til analyse og forskning. Af hensyn til mulig kontaminering med uønskede stoffer konserveres disse ikke. Bevaringstilstanden af materialet varierer fra totalt smuldrene til velbevaret.

Blandt det bearbejdede knoglemateriale findes både konserverede og ukonserverede genstande. Ved gennemgangen konstateredes kun udstillingsegnede og stabile genstande i denne gruppe.

 

Genstande af skind og læder:

Der blev kun gennemgået enkelte arkæologiske lædergenstande, disse var alle udstillingsegnede.

 

4. Udpegning af bevaringsmæssige indsatsområder

Efter gennemgang af udvalgte dele af den arkæologiske samling kan der udpeges tre specifikke indsatsområder, der vil kunne forbedre samlingens bevaringsforhold, disse er:

  • Håndtering af ustabile metalgenstande, særligt jerngenstande
  • Forbedring af de generelle klimaforhold i magasinområdet
  • Etablering af systematiseret tilsyn af samlingen

De første to punkter adresserer de vigtigste bevaringsmæssige problemer i selve samlingen, mens det sidste punkt er mere fremadrettet, og skal sikre at problematiske forhold bliver opdaget og håndteret i tide, således at samlingens bevaring sikres.

 

5. Museets bevaringsmæssige ressourcer

Museum Thy er tilknyttet Museernes bevaringscenter i Skive. Bevaringscentret forestår konserveringen af det arkæologiske materiale. Museets økonomiske engagement i bevaringscentret er på 346.040 kr. i 2016. Beløbet dækker konservering indenfor arkæologi og nyeretids kulturhistorie.

 

6. Bevaringsmæssig handleplan for den arkæologiske samling

Efter analyse af den arkæologiske samlings bevaringstilstand, de konstaterede problemområder samt de tekniske og ressourcemæssige muligheder, kan følgende prioriterede handleplan fremlægges:

 

1. Etablering af særligt tørre opbevaringsfaciliteter for de arkæologiske jerngenstande.

Det foreslås, at der etableres lufttætte tørreskabe med silicagel til opbevaring af samtlige arkæologiske jerngenstande.

2. Forbedring af de generelle klimaforhold i magasinområdet.

Det anbefales at de områder, hvor den arkæologiske samling opbevares, udstyres med aktiv affugtning, således at den relative luftfugtighed kan holdes under 55 %.

3. Genbehandling af ustabile og skadede jern og bronzegenstande.

Det anbefales, at der over en periode afsættes midler til genbehandling af skadede jern og bronzegenstande, således at deres videnskabelige og formidlingsmæssige værdi sikres.

4. Udarbejdelse af plan for løbende tilsyn af samlingen.

Det anbefales, at der udarbejdes en plan for hvordan løbende tilsyn af samlingen kan organiseres, samt at der afsættes personale med de fornødne kompetencer til at gennemføre det.